Dengang danskerne i 1992 i første omgang nedstemte Maastricht-traktaten udtalte Marianne Jelved for åben skærm, at danskerne var dumme – nu er så åbenbart også et folketingsflertal dum, fordi det i overensstemmelse med public service-kontrakten med Danmarks Radio ønsker at bevare Radioens Underholdningsorkester.
Det forekommer ubegribeligt, at en erfaren politisk ronkedor som Marianne Jelved opfører sig som politisk dilettant og hen over hovedet på et folketingsflertal slukker lyset for DR UnderholdningsOrkestret – hvordan mon oppositionens fremtidige sam(?)arbejde med kulturministeren kommer til at spænde af på den baggrund?
Enhedslisten er ganske vist harmløs, ufarlig og vant til at blive “pisset på” af regeringen, men mon det øvrige folketingsflertal bestående af Venstre, Konservative, Danske Folkeparti og en færing også finder sig i at blive fejet af banen af en magtfuldkommen og arrogant kulturminister, som åbenbart har glemt konsekvenserne af ikke at kunne tælle til 90 – mon ikke en solid huskekage og en dygtig tak for sidst er under opsejling?
Valgkampen lurer ganske vist lige om hjørnet, men kulturministeren lever allerede nu på lånt tid og bør nok vare sig for benspænd og politiske snubletråde på vejen til de evige politiske jagtmarker. Det er med politikere som med bleer på småbørn: de bør jævnligt skiftes – og af samme årsag!