Det er sølle, at nuværende statsminister og statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt virkelig ikke har andet end hån og latterliggørelse til overs for den kendsgerning – bevidnet af hendes egne embedsmænd –  at det for tusindvis af danskere nærmest ikke kan betale sig at arbejde frem for at lade sig forsørge af fællesskabet. Et fællesskab, som mere og mere har karakter af egentlig borgerløn og et problem, som alle har talt om i årevis.

I stedet strør statsministeren om sig i skinger og forløjet stil – denne gang dog heldigvis uden Villy Søvndal til at sekundere sig – med gyldne løfter om guld og grønne skove samt alt mellem himmel og jord. Helt uden jordforbindelse, ja rigtigt, den Helle Thorning, som vi desværre kun kender alt for godt! Den statsminister som ganske enkelt er ude af stand til at besvare selv simple spørgsmål.  Altid afledning og skingre modspørgsmål og forsøg på at beklikke spørgerens intelligens og motiver – hertil for øvrigt ofte ivrigt sekunderet af studieværterne i radio og fjernsyn.

Hvorfor hører vi ej heller mere til Thornings flossede skattemoral, når det gælder viljen til at betale dansk skat gennem leasing af privatbil i Tyskland, samt snyder sig til at spare kr. 150.000 i skat ved anvendelse af ægtefællens skattefradrag, og dobbeltmoral, når det gælder egne børn i privatskole. Og hvad med, at Thorning med den ene hånd bedyrer, at ægtefællen bor mere end 180 dage om året i Danmark, når det gælder køb af fast ejendom i Danmark, medens hun med den anden hånd bedyrer, at ægtefællen bor mindre end 180 dage om året i Danmark og derfor ikke skal betale dansk indkomstskat. I stedet skal vi for at aflede opmærksomheden høre om ligegyldigheder som boxershorts, fadbamser samt flyrejser i henhold til regler, som Socialdemokraterne selv har godkendt – og for øvrigt senere ændret af Lars Løkke selv. 

Thorning er bedøvende ligeglad med fup og fakta, når det gælder om at mele egen kage i en valgkamp. Ligesom de tricks Glistrup i sin tid ofte benyttede sig af, hvor det alene gælder om at vinde en debat med alle til rådighed midler, idet efterfølgende dementier og fakta alene kan bruges til at pakke fisk ind i. Alt preller tilsyneladende af på Thorning som vand på en gås – eller måske tror hun ligefrem selv på det, når hun fører sig frem.  “Vi gjorde det!” – lød det skingert ved sidste valg.  Ja tak – men kun ved hjælp af stribevis af løftebrud og bedrag.  

Nok er vælgernes hukommelse kort – herunder også det forhold, at Thorning stiller med det nok svageste ministerhold i mands minde. Men skal Thorning virkelig – uanset valgresultatet – endnu en gang lykkes med at få omkring halvdelen af vælgerkorpset til at hoppe på den limpind? Eller er sandheden ganske enkelt den, at vælgerne gerne vil bedrages – og blot håber på det bedste?