Hvis prisen for, at Tyrkiet udover mod kontant betaling skal hjælpe EU med at sætte bom for de massive menneskemasser fra Mellemøsten, som skyller ind over Europa og som for altid vil forandre Europa i en yderst uheldig og menneskefjendsk retning, tillige er fri tyrkisk adgang til EU, så er vi jo lige vidt. Tyrkiet hører ganske enkelt ikke hjemme i Europa, og hvis EU og Schengen med de åbne grænser alligevel snart falder sammen og nationalstaterne hver især hegner sig ind, så kan vi jo lige så godt selv føre kniven. Før Solen brænder ud, vil 80 millioner tyrker i EU med heraf følgende massiv religionskvababbelse og kultursammenstød aldrig blive en del af Europa – se også blot på et almindeligt skoleatlas.
Europæerne slår ganske enkelt syv kors for sig blot ved tanken, og at EU overhovedet har foregøglet Tyrkiet blot muligheden for medlemskab af EU, endsige på skrømt har indledt optagelsesforhandlinger, må vel nærmest betegnes som en time-out, indtil tommelfingeren endegyldigt vendes nedad, for det vil den europæiske befolkning aldrig gå med til – og heldigvis for det.
At EU overhovedet forhandler og lader sig afpresse af et land som Tyrkiet med en præsident Erdogan (i Putin/Lukasjenko klassen) er komplet uforståeligt. Se hurtigst muligt at få lukket de forhandlinger med Tyrkiet om såvel EU-medlemskab som samarbejde om flygtningesituationen, inden vi uigenkaldeligt kommer i lommen på Tyrkiet, for det ender uvægerligt galt. Hvorfor også pudse glorien og betale Tyrkiet for at gøre det beskidte arbejde?Tyrkiet i EU, nej tak!