”Mus fjærter ej som hest, uden røfven revner,” som Peder Laale så malende udtrykker det. De konservative lykkedes med at få fyret en dygtig landbrugsminister, som de i øvrigt er enig med, og det på en lille sag, som man i øvrigt også er enig i. Man tager sig til hovedet, men må samtidig også erkende, at såvel Carsten Jarlov som Søren Pape er politisk umodne og utilregnelige, hvad kommende politiske forhandlinger angår. Hvad skal vi med en tøsefornærmet politiker, som ikke en gang kan læse indenad, ivrigt sekunderet af en politisk grøn formand uden situationsfornemmelse.

Det er i det hele taget svært at se, hvad vi overhovedet skal stille op med et lille politisk parti, som på grund af en bagatel lader sig spænde for rød bloks vogn og forsøger at vælte en borgerlig regering – og det endda med udsigt til års politisk ørkenvandring for hele den borgerlige lejr. Mon ikke Carsten Jarlov her i hundredåret for partiets fødsel med samt partiformand og hele pivtøjet har vundet en solid pyrrhussejr. Når man dummer sig så eftertrykkeligt som det her er sket, er der næppe mange i blå blok, som vil begræde det, hvis det denne gang endelig skulle lykkes for de sørgelige rester af Det konservative Folkeparti at begå politisk selvmord.